Herluf Trolle |
Lensmanden Herluf Trolle | |
Trolles grav | |
Trolles fattigboder | |
Herluf Trolle (1516-65) var lensmand på Roskildegård 1557-1561. Her er han ung (36 år). Som der står på billedet var han søn af Joachim (Jacob) Trolle til Lillø i Skåne. Han var en stolt og selvhævdende adelsmand, der aldrig hverken privat eller nationalt rokkede sig en tomme, når det gjaldt ære eller gods. Han blev født på Lillø 14/1 1516.
Han rykkede ind som stiftslensmand på Roskildegård efter Hans Barnekow, besvogret med Oxerne. Oppositionen havde vundet, og grunden var ved at skride under Oxerne. Når en påbegyndt undersøgelse af Eskil Oxes embedsførelse ikke gennemførtes, skyldtes det næppe alene, at han var i stand til at klare for sig, men mere, at man var ude efter større vildt. Det var "den store Oxe (Peder)", der skulle slagtes, og man var parat til at betale prisen for at få styrtet den mægtige mand.
Peder Oxe havde selv bidraget til den bølge af had, der havde rejst sig mod ham. Hans mod og evner havde ført ham opad. Han følte og lagde næppe skjul på, at han var de fleste af sine fæller overlegen. Mange af de selvfølende rigsråder var kun råder i kraft af alder og slægt, hvorimod han havde talent, alt syntes at lykkes for ham. Peder Oxe lod sig ikke anfægte af, at beundringen for hans resultater ofte var blandet med frygt og misundelse, ja, at Gøyerne så på ham med had. Hans officielle hverv som lensmand og som diplomatisk sendebud hindrede ham ikke i fortsat at udvide sin private magt og rigdom som godsejer. Han skulle vise sig som jorddrotten Mogens Gøyes overmand. Herluf Trolle var gift med netop Mogens Gøyes datter Birgitte, og han ville ikke finde sig i den hovne rigshofmester.
Herluf Trolle bidrog rigeligt til Peder Oxes fald. Men han påtog sig selv store opgaver. Han blev rigsadmiral og stod dermed for flådens oprustning. 1561 blev han tillige lensmand på Københavns Slot (statholder), men allerede året efter bad han sig fritaget for alle disse hverv. Hans efterfølger blev som øverste admiral Jakob Brockenhuus, hvis broder Frans blev statholder.
Birgitte Gøye (o.1511-74), var den godsrige adelsdame, der blev Herluf Trolles ægtefælle. Hun var datter af den hovedrige rigshofmester Mogens Gøye. Herluf Trolle følte sig kaldet til at føre retssager mod Birgittes slægtninge om arven efter hendes far. Således mod hendes søsters søn, rigshofmesteren Peder Oxe.
Peder Oxe var i hvert fald ikke bange for denne Herluf Trolle, der havde giftet sig rigdom og anseelse til med hans egen moster Gitte. Hvordan skulle Trolle, om han end var nok så strid, kunne hamle op med Peder Oxes juridiske begavelse! Det ser ud, som om Peder Oxe ønskede en styrkeprøve med sin frænde. Herluf Trolle lå i strid med kansler Anders Barby om skellet mellem deres ejendomme Hillerødsholm og Favrholm. Uenigheden drejede sig om nogle mosestigninger, og et nævn bestående af Johan Friis, Mogens Gyldenstjerne, Børge Trolle og Peder Oxe havde besigtiget det, gravet huller i mosen på ti tørvs størrelse og skåret mærker i træerne, men Herluf Trolle vedblev at hævde, at var "uskel og ikke skel". Til sidst foretrak Anders von Barby at sælge kongens gave, og Peder Oxe var villig til at købe både gods og strid. Han indankede straks 1554 sagen om sin besiddelse, som han overmodigt benævnte Oxholm for kongen og rigsrådet, og vandt. Måske var det også Peder, der med sin forbindelse til administrationen stod bag, at Herluf Trolle samme år mistede Krogen Len og ikke fik nogen ny forlening i stedet?
Herluf Trolle studerede 1536-37 i Wittenberg. Han skrev sig til Hillerødholm, som han sammen med Græsede mageskiftede med Frederik II, som døbte stedet om til Fredriksborg. Herluf fik i stedet det gamle Skovkloster, som han døbte om til Herlufsholm. Han var lensmand på Gladsaxe, Tølløse og Krogen (Kronborg).
1559 blev han
admiral, 1563 flådens chef efter Peder
Skram. 1560 blev han
slået til ridder. Som
chef for flåden nåede han betydelige resultater. Under Syvårskrigen
(1563-70) var han proviantmester og admiral. Med 3 danske skibe angreb Herluf
Trolle det svenske flagskib Jutehataren ("jydehaderen"), der også
blev kaldt Makalös ("mageløs"), fordi det var det største skib i
Norden. Kampen blev indstillet, da natten faldt på, men klokken seks den følgende
dag angreb danskerne igen Makalös, og skibet overgav sig. Det sprang dog
umiddelbart efter i luften og dræbte over 300 danske og svenske søfolk. Den
svenske admiral blev taget til fange, og resten af den svenske flåde flygtede
til Stockholm. Trods store skader på flåden og flagskibet Fortuna angreb
Trolle den svenske flåde den 14. august. Svenskeflåden blev ledet af den
kendte admiral Klaus
Horn til Åminne og
Joensuu. Den 1. juni 1565 satte han sejl mod den svenske flåde. Horn havde været
til søs i længere tid og det med en flåde, der var den danske overlegen. Den
4. juni mødtes de to admiraler tæt ved Femern. Kampen var hård, men flåderne
trak sig til sidst hver til sit for at kunne reparere deres skader. Trolle var
blevet alvorligt såret i lår og skulder, men nægtede at lade sig tilse af
skibslægen, før hans mandskab var blevet tilset. Denne beslutning blev hans død.
Han døde i København den 25. juni, 17 dage efter, at han var sat i havn.
Han og Birgitte
Gøye fik ingen børn. Trolle
brugte det meste af krigsvinteren 1565 på Herlufsholm, hvor han lagde de sidste
planer for sin drøm om en skole for frie mænds børn. På deres gods ved
Næstved oprettede han med hustruen Herlufsholm skole. Trolle nåede ikke at se
Herlufsholm som skole. Hans kone Birgitte
Gøye ledede den en kort
tid, indtil den blev overtaget af Arild
Huitfeldt.
Mogens Gyldenstjerne | Anders Barby | Johan Friis |
Mere
om Herluf Trolle fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905).
"Søhelt, var det 12. i Rækken af Jacob T.s 15 Børn og blev født 14.
Jan. 1516, antagelig paa Lillø. Faderen roses som en stilfærdig og gudfrygtig
Mand, der aabenbart har opdraget sine Børn i samme Aand. Skjønt 19 Aar gammel
gik H. T. endnu 1535 i Vor Frue Skole i Kjøbenhavn, og det skyldes antagelig
hans Skolegang eller maaske Hensynet til hans nys afdøde Søskendebarn, Ærkebisp
Gustav Trolles Fortjenester af Kong Christian II’s Sag, at han i Jan. 1536
undgik at dele Skæbne med de andre Herremænd, som da opholdt sig i Kjøbenhavn
og bleve fængslede af de grevelige. Snart efter sendtes han til Wittenberg,
hvor han studerede i Aarene 1536-37 og navnlig sluttede sig til Melanchthon, med
hvem han siden i mange Aar stod i Forbindelse. Efter at have fuldendt sin
Uddannelse tjente han en Tid som Hofsinde, til han 1543 fik sin første
Forlening, Gladsaxe i Skaane. Dette Len ombyttede han dog alt 1544 med Krogen
Slot og Len, og samtidig holdt han Bryllup med den nys afdøde Rigshofmester
Mogens Gjøes Datter Birgitte (VI, 57). Med hende fik han en stor Arv,
deriblandt et Pantelen, Ring Kloster, som han beholdt sin Livstid og Enken efter
hans Død. Med 6 Heste red han i det pragtfulde Brudetog, som 1548 førte
Prinsesse Anna til Sachsen. Krogen mistede han 1554, men fra 1557 fik han atter
anselige Forleninger, først Roskildegaard 1557-61. Af andre offentlige Hverv,
der betroedes ham, kan nævnes, at han 1554 deltog i svenske Grænseforhandlinger,
og 1557 fik han Sæde i Rigens Raad. Alt Christian III skattede saaledes H. T.
som en duelig og paalidelig Mand, og ikke ringere Gunst og Tillid viste Frederik
II ham. I Anledning af Kroningsfestlighederne fik han Tilsigelse til at møde
med 6 Heste for at rende og turnere, og han var blandt de Adelsmænd, hvem
Kongen ved samme Lejlighed tilbød Ridderslaget. Et afgjort Vidnesbyrd om hans
gode Forhold til Kongen er det, at han ikke, som de fleste andre, afslog den
tiltænkte Ære, skjønt an sikkert lige saa lidt som de satte stor Pris paa
den; selv kaldte han sig i alt Fald aldrig Ridder. 1562 betroede Kongen ham en
vigtig Sendelse til Lifland for at bistaa Broderen Hertug Magnus i hans
indviklede Forhandlinger med Polen og Ordensmesteren.
H. T. var rigt udstyret fra Naturens Haand. Med smukke, indtagende Ansigtstræk
forbandt han et muntert, belevent Væsen, der gjorde ham afholdt af alle. I rent
ydre Henseende kunde hans Hustru ikke maale sig med ham, hun var tilmed 5 Aar
ældre end han, men ellers var hun i enhver Henseende et godt Parti. Først
bragte hun ham stor timelig Velfærd, nemlig foruden det førnævnte Pantelen
Hovedgaarden Hillerødsholm og en Halvpart i Græse Hovedgaard og i de Gjøers
fædrene Gaard Krænkerup paa Laaland. Ved et Mageskifte 1552 med Svogeren
Albert Gjøe skilte H. T. sig dog ved Krænkerup, men blev til Gjengjæld
Eneejer af Græse. Paa denne sidste Hovedgaard havde Hustruen 1549 givet ham
Livsbrev, medens han forskrev hende alt sit Jordegods, kun et ringe Antal
Bøndergaarde, som han synes at have faaet udlagt af sin Broder Børge som
Vederlag for sin Arvepart i Lillø. Ægteparret havde aabenbart alt den Gang
opgivet Haabet om at se deres ellers saa lykkelige Ægteskab velsignet med
Børn. Som Ejer af Hillerødsholm, hvor han opførte en Hovedbygning, blev han
Nabo til sin Hustrus siden saa berømte Søstersøn Peder Oxe, der ejede
Favrholm; men dette Naboskab gav naturligvis Anledning til Markeskjelstrætter
med denne godskjære og nøjeregnende Mand, og da tillige den vidtløftige
Arveopgjørelse efter Hr. Mogens Gjøe havde sat Splid mellem de Oxer og de
øvrige Arvinger, har det mindre gode Forhold mellem de to Frænder og Naboer
sikkert lettet H. T. det Hverv, som 1558 overdroges ham, nemlig at føre Sagen
mod den i Unaade faldne Peder Oxe og gjøre Kongen Indførsel i dennes Gods. Af
dette fik han selv som en Belønning Tølløse Hovedgaard i Forlening og beholdt
den til sin Død. Hillerødsholm og Græse bortbyttede han som bekjendt 1560 til
Kongen, der dog lod ham beholde den første, nu kaldet Frederiksborg, i
Forlening til 1562. Til Gjengjæld overdrog Kongen ham Skovkloster, som han gav
det siden saa velkjendte Navn Herlufsholm.
Men H. T. havde ikke blot vundet
sig en rig, men ogsaa en god Hustru. Begge Ægtefæller mødtes i sand
Gudsfrygt, – H. T.s Valgsprog var: Alting kommer af Gud, Livet, Døden, Armod
og Rigdom –, og ikke blot de selv levede derefter, men ogsaa hele
deres Husstand; thi hvem der ikke vilde følge Herskabets Exempel maatte søge
anden Tjeneste. Begge vare de i høj Grad omgængelige og godgjørende, og begge
havde de udprægede aandelige Interesser. H. T. lod samle og afskrive gamle
historiske Aktstykker, Afskrifter, der siden kom paa de rette Hænder hos hans
berømte Søstersøn Arild Huitfeldt. Selv oversatte han den ambrosianske
Lovsang og bearbejdede paa Dansk Davids 31. Salme. Disse Salmer vare hans
kjæreste Læsning, og han havde dem altid hos sig, til Lands og til Vands.
Ogsaa skyldes det hans Omsorg, at Christiern Pedersens Oversættelse af Saxos
Krønikke ikke gik tabt. Ikke blot Peder Palladius og Niels Hemmingsen, men
endog Philip Melanchthon dedicerede Bøger til Ægteparret, der for øvrigt
ganske særlig tog sig af Ungdommens Opdragelse. Medens Birgitte var omgivet af
unge adelige Jomfruer, hvis Optugtelse hun havde paataget sig, underholdt H. T.
2 eller flere Studenter ved Kjøbenhavns eller fremmede Universiteter, og begge
gave store Gaver til Latinskolerne i Helsingør, Næstved og Roskilde.
1559 var H. T. bleven beskikket til Admiral og tilsynshavende med Flaaden og
dens Tilbehør, og i de følgende Aar var han flere Gange til Søs. 1561 blev
han desuden Lensmand paa Kjøbenhavns Slot, men fra denne Bestilling fritoges
han alt Aaret efter paa egen Begjæring. Flaadens Udrustning i Anledning af den
truende Krig har sikkert ogsaa givet ham nok at varetage; da Krigen 1563 kom,
blev Overanførselen over Flaaden dog ikke betroet til ham, men til den gamle,
forlængst som Admiral afskedigede Peder Skram. H. T. derimod blev sat til
øverste Proviantmester for Sjælland, og senere paa Aaret ledsagede han,
vistnok som Krigskommissær, Hæren paa Toget mod Elfsborg; men da Flaaden –
21 Orlogsskibe og 5 mindre Fartøjer – 10. Maj næste Aar løb ud fra
Kjøbenhavn, var H. T. dens Admiral. Efter at have forenet sig med en lybsk
Flotille paa 6 Orlogsskibe og 3 Jagter traf den 30. Maj under Øland en
overlegen svensk Flaade paa mindst 38 Skibe under Anførsel af Jacob Bagge og
kom strax i Kamp med denne. Støttet af 2 andre danske Skibe under Otto Rud og
Jørgen Brahe angreb H. T. det svenske Admiralskib «Ma-kalos», der til da
ansaas for Nordens største Orlogsskib; men forgjæves søgte de at entre det.
Først ved Nattens Frembrud standsedes Kampen. Natten anvendtes til at udbedre
den værste Skade, navnlig H. T.s Admiralskib «Fortuna» var stærkt medtaget,
og Kl. 6 om Morgenen gjenoptoges Slaget. Jacob Bagges Plan,
at adskille den lybske Flaade fra den danske, mislykkedes, fordi Vinden vendte
sig; men medens «Fortuna» droges ud af Slaget for at repareres, entredes
«Makalös» af Otto Rud og 2 lybske Skibe, blev tvunget til Overgivelse, men
sprang snart efter i Luften, hvorved 300 lybske og danske omkom; Jacob Bagge
selv blev fangen. Dermed var Slagets Skæbne afgjort; Resterne af den svenske
Flaade søgte ind til Stockholm, medens H. T., uagtet Skibsbesætningerne vare
svækkede af Sygdom og Savn, uagtet han manglede Skyts og mødte megen
Vrangvilje hos sine lybske allierede, ikke blot kunde holde Søen til 13. Okt.,
men endog 14. Avg., atter under Øland, udfægte en for øvrigt uafgjørende
Kamp med en ny svensk Flaade under Glas Christersson Horn.
Vinteren over sad H. T. hjemme, dels paa Herlufsholm, dels i Kjøbenhavn, her
førende Tilsyn med en ny Flaades Udrustning. I Ligprædikenen over H. T.
beretter Niels Hemmingsen, hvorledes han en Dag paa Holmen, da et nyt Skib blev
sat i Vandet, raadede H. T. fra paa ny at tage til Søs og udsætte sit Liv for
Fare, hvortil denne svarede: «Mister jeg mit Liv, jeg faar vel Liv igjen. Vide
I, hvorfor vi hedde Herremænd, hvi vi bære Guldkjæder og have Jordegods og
ville være yppermere og højere agtet end andre? Derfor have vi denne Ære for
andre, at naar vor Konning og Herre, Land og Rige have det behov, da skulle vi
Rigens Fjender afværge, beskytte og beskjærme med Magt og al Formue vort
Fædrenerige, at vore Undersaatter maa bo og være udi Fred og Rolighed. Ja
ville vi have det søde, saa maa vi og have det sure med». Men samtidig
drøftedes og modnedes i Hjemmet den Plan, som det barnløse Ægtepar havde
fattet, af Herlufsholm at oprette en Skole og et Hjem for adelige og ikke
adelige Børn, og trods megen Uvilje fra deres Slægtninges Side, der harmedes
over, at Peblinger skulde faa saadant Gods at løbe med, udfærdigedes 23. Maj
1565 Stiftelsesbrevet for Skolen, med hvilken de for Livstid forbeholdt sig
Overtilsynet, og selv underskriver han sig i et Brev 8 Dage senere: H. T.,
Forstander for Adelens fri Skole Herlufsholm.
Samme Dag nys nævnte Brev var skrevet, 1. Juni 1565, var H. T. sejlet fra
Kjøbenhavn med en nyudrustet Flaade paa 28 Orlogsskibe, der under Femern
forstærkedes med 5 lybske Skibe. Alt tidligere var Clas Horn stukket i Søen
med en overlegen svensk Flaade, der endog fra Kjøge Bugt havde indgydt selve
Hovedstaden Frygt. 4. Juni mødtes begge Flaader ved Femern. H. T. benyttede,
efter at en kort Bøn var holdt – thi selv til Søs vaagede han over, at en
daglig Gudstjeneste blev afholdt – en gunstig Vind til at aabne Angrebet, i
det han med sit nye Admiralskib «Jægermesteren» søgte at entre det svenske
Admiralskib «St. Erik» og nogle andre Skibe, hvilket disse dog hindrede ved
udlagte Rundholter. Kun med et enkelt af disse Skibe, «Troilus», ført af
Niels Schenck, kom det til en længere Kamp paa nært Hold, under hvilken H. T.
fik et Skudsaar i venstre Skulder og Laar. Vindstille afbrød om Aftenen Kampen,
og i Løbet af Natten bugserede Svenskerne deres Skibe bort, og nogle Dage efter
søgte ogsaa H. T. til Kjøbenhavn med sin medtagne Flaade. Først efter at
Saarlægen havde hjulpet alle de andre i Slaget haardt Saarede, havde H. T.
ladet sine egne Saar forbinde, og som Følge deraf bleve disse hans Bane. Da
Flaaden 8. Juni kom til Dragør, modtoges han her af sin Broder Børge, der lod
ham bringe i Land og føre til Kjøbenhavn, men ankommen hertil gik han selv ved
Broderens Arm og bærende sit Sværd over Skulderen, som om intet skadede ham,
op til sin Gaard paa Amagertorv, den samme, som fordum Mor Sigbrit havde beboet,
og her modtoges han af sin bekymrede Hustru, som han ved et skaansomt Brev havde
underrettet om det passerede og bedt møde sig i Kjøbenhavn. Han blev selv
hurtig paa det rene med, at det stundede mod Døden, og sørgede kun over, at
han ikke skulde opleve at se sin Skole ret i Gang. For øvrigt vidner hans
Sjælesørger, Niels Hemmingsen, at han fandt større Trøst hos den syge, end
han selv formaaede at yde denne; deres Samtaler førtes paa H. T.s Anmodning paa
Latin, for at ikke deres Indhold skulde ængste Birgitte. Flere Dage i Forvejen
forudsagde han sin Død den 25. Juni, og da denne Dag oprandt, lod han sig
løfte af sin Seng, og siddende i sin Stol døde han, en af Danmarks ædleste
Sønner, om Aftenen stille og rolig uden Dødskamp. Med sin Hustru ligger han
begraven i Herlufsholms Kirke."